Har du mobbet andre på nettet.
Og har fortrudt dine handlinger?

Måske “hoppede du med på vognen”. Måske har du følt et behov for at mobbe fordi du har været bange for, at du selv kunne blive mobbet.  Måske har du så følt et fællesskab med dem, du mobbede med. Måske har du følt dig presset til at mobbe.

Der kan være mange grunde til at mobbe. Men man kan heldigvis blive klogere. Har du fortrudt, at du har mobbet og gjort en anden ondt?

Bare rolig – det er ikke for sent at ændre din måde at være på. Det er for sent at gøre det om, der er sket. Men du kan måske forsøge at gøre det godt igen. Måske vil du aldrig få tilgivelse af den person, du har mobbet.

Først og fremmest er der forskel på om du er, eller har været, anonym mobber – eller om den mobbede ved hvem du er. Der er også forskel på om du kender den person, du har mobbet – eller om du ikke kender personen. Kender du personen, har du så for eksempel mod til at sige undskyld?

Herunder kan du se råd til hvad, du kan gøre:

Slet eventuelle hadegrupper

Slet eventuelle nedladende statusopdateringer

Slet nedladende kommentarer og upassende likes

Slet tags på nedladende billeder

Slet nedladende posts og profiler på online fællesskaber

Skriv eventuelt en undskyldning til den person, du har mobbet, f.eks. som Facebook-besked

Hvis du har svært ved ovenstående, kan du bede en god ven eller et familiemedlem – eller måske en lærer eller kollega – om råd og måske praktisk hjælp. Det kan være svært at tage kontakt til den person, du har mobbet – eller været med til at mobbe. Det kan derfor være en god idé, at bede dine forældre om at kontakte forældrene til den person, du har mobbet.

Der er desværre ingen mere behagelige veje til at klare den dårlige samvittighed. Du kan spørge dig selv, hvorfor du har mobbet, selv om du kan se det er forkert. Men hvis du læser denne tekst, og har fortrudt mobning – så er du allerede et skridt videre i den rigtige retning.

Årsager der kan medvirke til at nogen bliver mobbere:

Gruppepres – en gruppe “gejler” hinanden op til at mobbe andre

En usund kultur (f.eks. i en skoleklasse) hvor man kæmper om at blive en del af et fællesskab.

Du har det måske dårligt med dig selv

Du har det måske ikke så godt i skolen

Du har det måske ikke så godt derhjemme

Du er måske selv blevet mobbet