Et fagligt 'mobbesyn'

Inden for de seneste ti år er der sket et skifte i, hvordan vi forklarer og taler om mobning som fænomen. Et “nyt mobbesyn” har i stigende grad erstattet “det gamle”, der fokuserede på det svage mobbeoffer, der bliver mobbet af en aggressiv mobber. ”Det nye” mobbesyn fokuserer i højere grad på mobning som et komplekst problem, der handler om gruppedynamikker og negative fællesskaber, frem for som et forhold mellem én mobber og ét offer.

I mange år har man inden for både forskning og praksis været stærkt fokuseret på individet, og man har ofte fundet forklaringer på mobningen ved at fortolke børnenes individuelle karaktertræk. En mobber er typisk blevet karakteriseret som antisocial og aggressiv, mens et mobbeoffer ofte er blevet karakteriseret som indesluttet og ængstelig (Schott, 2008). Gennem de sidste ti år har forskere, og fagpersoner derfor søgt at udbrede forståelsen af mobning som et langt mere komplekst problem, hvor mobning forstås som en adfærd, der udspringer af en utryg kultur blandt større eller mindre grupper.

At være en del af et fællesskab er essentielt for børn og unges sociale liv. Inden for nyere mobbeforskning undersøger man blandt andet, hvordan der inden for forskellige fællesskaber som f.eks. skolen eller til fritidsaktiviteter kan være en form for social angst for eksklusion i børne- eller ungdomsgruppen (Søndergaard, 2009). Dette kommer f.eks. til udtryk ved, at børnene er meget optaget af hvilke hierarkier, der bliver opbygget i klassen — hvem er inde og hvem er ude? I en klasse, hvor der hersker social eksklusionsangst, vil børnene konstant være på vagt over for om hierarkiet skifter, og om de som de næste vil opleve at blive udelukket fra det større fællesskab (Søndergaard, 2009).