2. Tal med en voksen
Det er meget vigtigt, at du taler med en voksen, hvis du bliver udsat for mobning. Hvis man bliver udsat for mobning, er det alvorligt, og så skal man have hjælp af en voksen.
Hvis du ikke kender en voksen, du har lyst til at snakke med, kan du starte med at fortælle om dine oplevelser til en god ven eller veninde. Måske kan din ven eller veninde hjælpe dig med at finde en voksen, som du kan betro dig til. Og måske kan I sammen bede om hjælp. Nogle gange har de voksne ikke opdaget mobningen, og derfor er det vigtigt, at du siger det til dem, så de kan hjælpe med at stoppe den.
Uanset om du kan finde en voksen, du har lyst til at tale med eller ej, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111.
3. Du må aldrig acceptere at blive mobbet
Mobning er aldrig noget, man bare skal lære at leve med. Det hjælper ikke at ignorere det. Mobning har det med at udvikle sig. Den kan tage til i omfang, og man kan hurtigt komme til at vænne sig til, at det bare nu engang er sådan, at man bliver mobbet.
Det er aldrig ens egen skyld, hvis man bliver mobbet! Måske tænker du: “Det er også, fordi jeg er så kedelig” eller “Jeg går ikke i smart tøj som de andre”. Men det er ikke kun dem, der ser ud på en særlig måde, eller dem der er mere generte eller mere hidsige end andre der bliver mobbet. Man kan blive mobbet med alt, og måske er det netop fordi, man bliver mobbet, at man bliver mere stille eller mere hidsig. Det er ikke der bliver mobbet, der er noget i vejen med, det er det fællesskab, man er en del af, der ikke fungerer som det skal. Hvis du har sagt fra over for mobning og måske allerede har sagt det til en voksen, må du sige det igen. Det må aldrig blive en situation, du skal acceptere!
Kommunen
Kontakt din kommune – flere kommuner har en Børn- og unge telefon. Google din kommune og søg på ‘Børn- og unge’ eller søg på ‘Akut hjælp’
Lægen
Kontakt din egen læge – uden for lægens åbningstid kan du henvende dig til lægevagten www.laegevagten.dk
Børnetelefonen
Kontakt Børnetelefonen ved Børns Vilkår på 116 111 www.bornetelefonen.dk
Ved selvmordstanker
Kontakt Livslinien ved selvmordstanker på tlf.nr. 70 201 201 – www.livslinien.dk